Velkommen
I 1980érne så Poul Erik Bech mulighederne i at kombinere de mange triste baggårde i Vardes bymidte til et samlet hele, og i marts 1989 udfærdigede arkitekt Niels Grønne det første oplæg til en bebyggelse, der kædede arealerne sammen. Drømmen og visionen var at skabe et unikt miljø, så bymidten i Varde kom til at summe af liv og aktivitet. Et sted hvor der også var tid til tanke og afslapning, og hvor der skete en områdefornyelse, så forholdene for brugerne i området blev stærkt forbedrede.
I 2015 flyttede Michael Bech fra udlandet og tilbage til Danmark og det gav afgørende ekstra ressourcer til at sætte turbo på projektet. For at skabe den helt rette atmosfære og passe ind i det omliggende købstadsmiljø, hvor mange af bygningerne er opført i perioden 1850-1900, blev det besluttet at opføre store dele af projektet i genbrugsmaterialer.
I 2017 blev opgaven sendt i udbud og den 17. april 2019 kunne kulturminister Mette Bock klippe båndet til Leif Sylvesters smukke ”Velkommen port”.
Bag realiseringen ligger mange kræfter og bidrag. Samarbejdet med Niels Grønne fortsatte over årene og i slutfasen også sammen med hans søn Jakob. Udenomsarealerne og kunsthaven blev lagt i hænderne på arkitekt Helene Plet. Mange dygtige lokale håndværkere har udført et stort arbejde. Det faste lokale team af håndværkere i Renovera, der over årene har arbejdet med bevaringsarbejdet, har haft ekstra meget at se til og har haft sans for mange detaljer omkring inventar, farver m.m. At realisere et så stort projekt midt i en gammel købstad involverer naturligvis også kommunen. Der har været et godt og tillidsfuldt samarbejde med Varde Kommune og opbakningen og interessen har været af stor værdi.
Guidet rundtur i VARDE GARTEN
Vi tilbyder forskellige guidede rundture i VARDE GARTEN & Von Lügenhals med forskellige temater. Bl.a. omvisninger i kusnthaven & Æblehaven, hvor der udelukkende er fokus på kunst. En rundtur af kroen Von Lügenhals omhandler bl.a. kroens historie og sjæl, de gamle materialer og visionen for vores køkken. En samlet rundtur af hele VARDE GARTEN omfatter både visionen for området, byggeriet kunsthaven, Von Lügenhals,, boderne, pavillonen, Æblehaven og kunstværket Himlen over Vesterhavet
Varighed | Pris inkl. moms (minimum kr. 1.800) | |
Af hele VARDE GARTEN | Ca. 1,5 time | kr. 100 per person |
Af Kunsthaven & kunst i Æblehaven | Ca. 1 time | kr. 80 per person |
Af Von Lügenhals | Ca. 45 min | kr. 75 per person |
Guidet Rundvisning
Minimumspris er kr. 1.800 inkl. moms Kontakt bestyrer Bo Rasmussen på tlf. 61 31 68 00, bestyrer@vardegarten.dk for aftale om rundvisning.HIMLEN OVER VESTERHAVET - DANMARKS STØRSTE UDENDØRS GLASKUNSTVÆRK
Hvem kan undgå at blive påvirket af Vesterhavet og naturen, der knytter sig hertil. Ikke mindst himlens stadige skiften er betagende. I februar 2016 sendte Poul Erik Bech et ideoplæg til kunstner Peter Stuhr og glarmester Per Hebsgaard og spurgte om de havde mod på at ændre en trist gavl i Varde bymidte til et kunstværk, der skulle illudere himlens uendeligt mange udtryk over Vesterhavet.
Det monumentale og unikke kunstværk, der i alt måler 88,9 m2 består af 7 horisontale forløb som Peter Stuhr har malet med glasfarver, som så er brændt mellem to lag glas i ovnene på Per Hebsgaards værksted i Præstø.
Om dagen reflekteres dagslyset i glasset , og om aftenen bliver værket oplyst bagfra af tusindevis af computerstyrede LED-lys, der i mødet med det malede glas langsomt skifter farve, hvilket skal illudere ”Himlen over Vesterhavet” – der også er værkets titel.
Det nye glaskunstværk er en del af VARDE GARTEN og det fortsat voksende udendørs kunstmuseum i Varde midtby.
Peter Stuhr og Per Hebsgaard har også udført en mindre udgave som unika i 700 eksemplarer, alle med sin egen farve kombination – lige fra de stærke primærfarver til de mange sarte nuancer, som også fremkommer i det forskellige lys i den store udgave.
Kunsthal vARTe – hvem er vi?
Det er Poul Erik Bech, som også står bag ejendomsmæglerkæden EDC, der udover restaureringen af bygningerne også har etableret og finansieret Kunsthal vARTe. Mette Kristensen, cand. mag. i kunsthistorie, er ansat som kunstfaglige leder af stedet. Der er desuden tilknyttet et antal frivillige til Kunsthal vARTe.
Hvad vil vi?
Det er vores vision at:
- Skabe et fristed for seriøse og professionelle kunstnere, hvor disse i kortere eller længere tid kan bo, arbejde og udstille deres værker.
- Den kunstfaglige leder, kunstnere, frivillige og interessenter sammen driver Kunsthal vARTe med udstillinger af høj kvalitet.
- Borgerne, besøgende og turister har et autentisk og unikt kunsthus, der viser seriøs kunst med såvel bred appel som udfordrende indhold.
- Bidrage til bedre rum, rammer og muligheder for kunst- og kulturoplevelser for borgerne i Varde.
- Der i Varde er et kunsthus med et inspirerende miljø for kunstnere.
- Bidrage til, at Varde er en nutidig og attraktiv by såvel nuværende som kommende borgere ved at skabe liv og aktivitet.
Bygningens historie
Bygningerne har siden 1800-tallet været anvendt til blandt andet maskinfabrik, smedeværksted og VVS. Bygningerne var imidlertid blevet nedbrudt på grund af alder, og der forestod et større genopretningsarbejde. I den forbindelse erhvervede Poul Erik Bech bygningerne med henblik på nænsomt at restaurere disse.
De oprindelige støbejernsvinduer er blevet bevaret, og Velamp i Vejen har håndlavet forsatsvinduer i smedejern. Væggenes rustikke udseende er ligeledes bevaret, og der er købt gamle gulvbrædder, som er blevet afhøvlet og lakeret. Brostene i den lille gård, er importeret fra København, hvor de havde lagt rundt om det forrige operahus. Ligeledes stammer lamperne på kunsthallens 1. sal fra København, hvor de i mange år har hængt hen over hovedstadens trafikerede gader og boulevarder.
Arkitekt Niels Grønne har været arkitekt og rådgiver på opgaven. Dygtige håndværkere med sans for restaureringsarbejde har deres andel i resultatet.
Kunsthaven
Kunsthaven i VARDE GARTEN er et lille åndehul midt i den vestjyske by Varde. Her er der mulighed for at tage en god snak med en gammel ven, hvile benene for en stund, fordybe sig i kunsten eller bare gå en runde på sin gåtur.
Rundt om den store gamle blodbøg findes unika skulpturer og relieffer udført i materialerne marmor, bronze, granit, keramik og stål. Værkerne, der er skabt i perioden fra 1960’erne og frem til i dag er alle udført af anerkendte, etablerede og professionelle kunstnere som blandt andre Bjørn Nørgaard, Robert Jacobsen, Olafur Eliasson, Jørgen Haugen Sørensen, Arne Haugen Sørensen, Anders Tinsbo, Carl Henning Pedersen og Peter Brandes. Af udenlandske kunstnere kan nævnes Günther Förg, André van der Linden og Matteo lo Greco.
Og så er der de værker, der skabt til en placering i VARDE GARTEN. Herunder blandt andet “Himlen over Vesterhavet” af Peter Stuhr i samarbejde med Per Hebsgaard. Og ikke mindst Leif Sylvesters port ”Velkommen”.
Et besøg i Kunsthaven kræver ikke nogen særlig interesse for eller viden om kunst. Man kan blot nyde de mange forskellige kunstværker, stedets betagende arkitektur og havens blomster.